I’m singing in the snow …

I ought to blog more again … and I will soon … I promise … really I do!

Only, there isn’t happening much blogworthy lately.

I’ll make something up.

Leonard Cohen i København

6. juli 2008

Lad mig starte med det eneste negative jeg kan komme i tanke om: Logistikken. Den var ikke gennemtænkt, i hvert fald ikke i forhold til at få 10 000 eller hvor mange mennesker der nu var ud på en hurtig og effektiv måde efter koncerten. Så er det sagt.(Update: Læste lige i politiets døgnrapport, at der i følge planerne kun var en udgang, hvilket forklarer en del.)

Lad mig dernæst citere en scene fra Pulp Fiction:

Mrs. Mia Wallace: A five dollar shake.
Buddy Holly: How do you want that shake: Martin and Lewis or Amos and Andy?
Vincent Vega: Did you just order a five dollar shake?
Mrs. Mia Wallace: Ummhh.
Vincent Vega: That’s a shake . . . that’s milk and ice cream.
Mrs. Mia Wallace: Last I heard.
Vincent Vega: That’s five dollars? You don’t put bourbon in it or nothin’?
Buddy Holly: No.
Vincent Vega: Just checking.

Og lidt senere …

Vincent Vega: Goddamn, this is a pretty fu**ing good milkshake.
Mrs. Mia Wallace: Told ya.
Vincent Vega: I don’t know if it’s worth five dollars, but it’s pretty fucking good.

Sådan havde jeg det også efter koncerten. Den var ikke de 800 kroner værd jeg har betalt for den (måske jeg vil føle anderledes om det om nogle år), men det var stadig en fantastisk oplevelse og koncert. Ikke den bedste jeg nogensinde har set, men definitvt i min top 3.

Dagens grin #1

Engang i mellem er det små ting der kan gøre ens dag bedre. Det er efterhånden længe siden, men et eller andet gjorde, at jeg i dag lige blev nødt til at tjekke København Politi’s døgnrapporter. Den 3. juli 2008 hedder det blandt andet:

Mistænkeligt forhold, Østre anlæg i søen

torsdag den 3. juli 2008 kl. 1041

Der indløb til politiet anmeldelse om, at der i vandet var set en ca. 50 cm lang krokodille.
Der var umiddelbart ingen tegn på liv ved berøring med en pind.
Falck tilkaldt med dyreambulance for ass.
Retteligt tale om en PLASTIC krokodille.
“Verdenspressen” forlod stedet.

Jeg markerer lige hvad der fik mig til at grine med fedt. Der er altså nogen med sans for sprog og humør på et højt plan, der efter min mening forfatter dissen-ders døgnrapporter. Jeg har i hvert fald grinet meget i tidernes løb.

Vender tilbage med flere grin på et senere tidspunkt.

The Girl in the Cafe – a review

I am not sure if the word serendipity is the right word to use here, but I’ll use it anyway. So let me tell you how I found the “The Girl in the Cafe” (hereafter “The Girl”). In 2006 I was surfing IMDB, as I often do, looking for strange little movies. Scrolling through the award lists I fell over this little gem. It kind of fetched my eye because of Kelly MacDonald and Bill Nighy, actors I knew by name but had not seen much of. I had seen Kelly MacDonald in Robert Altmans “Gosford Park” and fell in love and I had seen Bill Nighy in both “Love Actually” (in which he is brilliant) and as Victor in “Underworld” (which is a brilliant movie, but in which my feelings for Bills acting are more ambivalent). So I gave “The Girl” a try and I never went back.

The word serendipity is probably not right to describe my experience finding this film, since it was an active act of searching, even if I did not know what exactly I was looking for. But if not for The Girl, I would never have found Damien Rice, and that is an act of serendipity, I believe.

The Girl is a love story, an unusual love story, with kind of a serendipity beginnning. It is a quiet lovestory, and I also found it beautiful. The two main characters, Lawrence and Gina, meet at a cafe while Lawrence has a coffebreak from work. Lawrence, a civil servant, and Gina, a young unemployd student of life, fall for each other. They decide to meet again for lunch, and then dinner, until Lawrence finally decides to ask Gina to go to the G8-summit in Reykjavik with him.

I really love Bills acting, as the quiet and almost invisible civil servant, who has been living alone for too long. One can almost see it in his walk, how he evades people while reading something work related. At times it really hurt watching Lawrence and I really felt sorry for him. For me Bills acting and Damien Rice’s beautiful music are the essence of this move.

Now go out and watch it for yourself.

Livsanskuelser (skriblerier)

(04082007)

Man går gennem livet fremad, medmindre selvfølgelig man går baglæns. Det er selvfølgelig også en slags fremad, bare med negativt fortegn og kan undgås i hvert fald på to måder. Et, at vende hele kroppen i den retning man vil gå og derved at undgå at gå baglæns. Og to, ved hele tiden at sætte den ene fod foran den anden. Den anden metode synes noget mere sikker.
Rent metodisk er det at bevæge sig fremad en definitionssag. Eksempelvis er det næsten umuligt at bevæge sig tilbage i tiden, medmindre selvfølgelig, at man bevæger sig hurtigere end lyset. Det sidste er kun i teorien muligt idag.
Konklusionen må derfor være at det kun teoretisk er muligt at bevæge sig baglæns. Personligt synes jeg, at det er mere praktisk at gå fremad alligevel.